facebook logo
Youtube logo

Musik fra Herlufsholmsamlingen

08/05/25 - kl 17:00

University Library of Southern Denmark at SDU, Campusvej 55 5230 Odense M

Kom til koncert med vokalensemblet Musica Ficta og Bo Holten og hør hvordan renæssancen lød.

I de sidste tre år har Musica Ficta haft forskere ansat til at forske i den mest betydningsfulde nodesamling fra renæssancens Danmark, nemlig den såkaldte Herlufsholmsamling.

Nodesamlingen stammer fra Herlufsholm Kostskole på Sydsjælland, men er i dag ejet af Syddansk Universitet og er at finde i universitetets arkiver. Derfor er det os en stor glæde at vi kan afslutte forskningsprojektet med at synge koncerter både i Odense og i kirken på Herlufsholm Kostskole.

Herlufsholmsamlingen indeholder helt fantastisk musik, som ikke har lydt i over 400 år. Her er noder, som Christian d. 4. hofmusikere skaffede hjem fra Italien, musik komponeret af tidens bedste komponister. Det er både kirkelige værker i stort format, helt op til 12 sangere, samt uhøjtidelige og muntre verdslige madrigaler. Blandt komponisterne er både kendte og ukendte navne i samlingen fra Palestrina og Giovanni Gabrieli til Orazio Vecchi og William Byrd.

Kom og hør hvordan den gamle musik får liv igen.

 

Gratis entré

 

Medvirkende

Musica Ficta

Dirigent: Bo Holten

Forskningsprojektet, der er ledet af seniorforsker Ole Kongsted er støttet af Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Musica Ficta støttes årligt af Statens Kunstfond.