En Snes Danske viser 1

NAXOS 8.573562  2015

Musica Ficta

Carl Nielsens trang til at ytre sig på mange musikalske niveauer gav sig bl.a. udslag i at han livet igennem bidrog til Den Danske Sangskat, med alle de enkle og folkelige sange vi kender mange af, endnu i dag. Et af de mest eklatante exempler på dette er udgivelsen ”En Snes Danske Viser” som Carl Nielsen og vennen og komponist-kollegaen Thomas Laub udgav i 1915. Udgivelsen som indeholder mere end ti sange af hver komponist søger enkelheden, naturligheden, – det sunde. De to komponister var optaget af sætte noget enkelt i stedet for senromantikkens overophedede følelses-bombardement, og så tonesatte de begge i viseform en stribe af de yndigste, og også djærveste, digte fra den danske poesis flora.

Thomas Laub skriver til Carl Nielsen i November 1914:

…….Der er imidlertid en anden ting jeg kunde have lyst til; vil du være med? Hvad siger du om en samling på 10-12-14 danske viser, lavede af os to, 5-6-7 af hver. Det skulde være jævne viser, mit forbillede er Schulz’s ‘Lieder im Volkston’ og Weyses ‘Morgensange’. De skulde ikke henvende sig til et musikpublikum, men til almin- delige danske mennesker. Hovedsagen skulde ordene være,  godt (strængt) valgt blandt de store danske, dem med kraft og natur.

Epigoner skulde vrages, selv om de skriver nokså nydeligt, jeg tænker på Kålund, Richardt, Stuckenberg o.s.v. Det bedste skulde ikke være for godt, det bedste af Ewald, (mulig Brorson) Øhlenschl., Grundtvig, Poul Møller (ikke at forglemme). Skade at Frøding ikke er dansk, men dansk bør det være. (Jeppe Åkjær kan da ikke måle sig med Frøding). Men – i og for sig er det ligegyldigt hvem ordene er af (lad dem endda være af de ovenfor kas- serede) blot de har det rette danske præg, blot vi har lyst til at skrive mel. til dem, og blot vi har lyst til at lade folk synge dem (ordene). – Da det ikke gælder koncerter o. desl., bør de ikke udsættes for kor; det vilde straks betyde sangforening-opførelse o.s.v. De bør have en jævn udsættelse, ikke særlig klaverakkomp. (se modsætningen mellem ‘Dagen går med raske fjed’ og ‘I fjærne Kirketårne’). Men selvfølgelig må de også kunne synges uden udsættelse.

[…] Min hovedgrund er denne, at give gode folk gode ord at synge på gode folkelige melodier og oprigtigt talt – kan vi to ikke bedst? Og så er der én ting til: To mennesker, der i mange stykker ikke sér éns på meget, har her et punkt, hvor de sér éns, og hvor de ligesom er satte til at – ja undskyld min storsnudethed – at være førere henimod noget bedre; – var det ikke smukt at vise sig selv og verden et samarbejde på det gode, midt iblandt det meget der skiller. Der er noget ved den tanke der tiltaler mig. Tænk dig om og sig ikke ja af høflighed. […]

Til min rædsel ser jeg at én jeg har gjort i går til ‘vor’ samling, findes i Borups bog (som jeg har fået sendt i dag) med mel. af dig (Pigerne i St. Hansaftensp.). Men jeg trøster mig med at hvis din også er beregnet til folkeligt brug, vilde det måske være dobbelt smukt om vi også stod sammen på den måde (med hver sin mel. til samme sang).

Tænk nu over det til på Lördag og lad mig så høre din mening.”

 

Brevet foranledigede at de to komponister komponerede de 23 melodier I hæftet på et par måneder, og inden uropførelsen 13.April stod følgende interview med Carl Nielsen i Nationaltidende med overskriften “En ejendommelig Vise-Aften”:

 

“Man vil have set, at D’Hrr Komponister, Organist ved Holmens Kirke Th. Laub og Carl Nielsen paa Tirsdag den 13. afholder en Vise-Aften i Odd-Fellow-Palæets Mindre Sal.

Hr. Carl Nielsen fortæller:

En Dag i November i Fjor kom Laub til mig og foreslog, at vi begge, naturligvis hver for sig, skulde komponere nogle Vise-Melodier til gode danske Digteres Sange og Vers. Han sagde saadan noget som: ‘Kunde vi blot vende Publikums Smag saa meget som et Hanefjed henimod det enkle, det letfattelige og det rent melodiske uden at sænke Niveauet, saa havde vi indlagt os Fortjeneste i en Tid,  hvor Sange mere og mere gaar over til at blive store vanskelige Klaverpartier, overfor hvilke Digterens Ord og Sangmelodien mange Gange maa se at hutle sig igennem, saa godt de kan.’

Jeg fandt denne Idé saa tiltalende, at jeg øjeblikkelig sagde Ja til at gøre et Forsøg. Laub fandt hos vore Klassikere – Oehlenschläger, Poul Møller, Chr. Winther, Aarestrup o. s. fr. – en Række Digte, hvortil der ikke var kendte – eller kun lidet kendte og mindre gode – Melodier. Thi det kunde billigvis ikke falde nogen af os ind at ville korrigere eller konkurrere med en N.W. Gade, en I.P.E. Hartmann, en Heise o. a.

Den første af de Vise-Melodier, jeg nu lavede, var til ‘De Refsnæs Drenge’ af Blicher; saa kom Oehlenschlägers ‘Underlige Aftenlufte’, som jeg komponerede ikke mindre end 3 Gange, inden vi syntes, jeg havde fundet den rette Tone. Jeg ved nok, at der alle- rede findes en Melodi baade til dette Digt og til ‘Rosen blusser’, men da jeg ikke kendte dem, bad Laub mig forsøge alligevel, eftersom de gamle efter hans Mening ikke var adækvate med Digtene.

– Har De og Laub saa stiliseret Deres Musik til disse ‘Guldalder’-Poesier? Har De forsøgt f. Ex. at efterligne den Tids musikalske Udtryksmaade?

– Aldeles ikke. Men jeg i det mindste, og Laub sikkert ogsaa, har indlevet mig saa intenst i Digtenes Stemning og hele poetiske Atmosfære, at jeg tilsidst syntes, jeg befandt mig i den Verden. Jeg tænker, vi bliver frikendte for Forsøg paa at dyrke den utaalelige ‘gamle Stil’, som saa mange moderne Komponister ellers ynder. Hvad skal vi ogsaa med ‘gammel Stil’, naar vi har hele Bjerge af ægte, gammel, herlig Musik? Altsaa: en Indlevelse i Tid og Aand, uden al Stilisering, har været vort Maal.

– Hvorved vil disse nye Viser adskille sig fra almindelige ‘Romancer’?

– Blandt andet derved, at de hverken faar For- eller Efterspil, og at Akkompagnementet er det tænkeligst beskedne. Det gælder jo først og fremmest om at lade Ordene og Melodierne komme til deres Ret.

 

Vi gør til vore de Ord, som I.A.P. Schulz i 1784 skrev i Fortalen til sine ‘Lieder im Volkston’: ‘I alle disse Viser har jeg bestræbt mig for at synge mere paa folkelig Maade end i egentlig Kunst-Form, saadan, at ogsaa Lægfolk kan tage Del i dem og huske dem.’(….)

– Og hvorledes vil Aftenen forme sig i det Ydre? Vil De og Laub selv optræde?

Nej, hverken syngende eller spillende. Vore Viser – 16 ialt – foredrages af Fru Emilie Ulrich, Operasanger Carl Madsen og Hr. Anders Brems og Operarepetitør Levysohn er Akkompagnatør. For Resten antager jeg, at Aftenen paa Tirsdag vil faa et særligt Præg af noget hjemligt, noget borgerlig-hyggeligt derved, at de Optrædende vil sidde paa Tribunen i dagligdags Paaklædning og saa rejse sig skiftevis og synge et Par Viser, efterhaanden som disse passer bedst for hver af dem.”

 

Jeg har I al beskeden forsøgt at arrangere disse sange I netop denne ånd, hvis der ikke fandtes et kor-arrangement af ophavsmændene selv. Og vi præsenterer således den første samlede indspilning af denne samling i dens 100-året.