En Snes Danske Viser 2

NAXOS 8.573877

Musica Ficta

Denne CD, ”En Snes danske Viser 1917” skal ses som en 100-års fejring af Carl Niel- sen og Thomas Laubs fornemme præstationer som visekomponister ”En Snes danske Viser 1915” udgav vi i déns 100-år for 2 år siden og det har været en sand fornøjelse at dykke ned i denne renselsesfest af den danske sang fra for 100 år siden Og netop renselsesfest var der tale om i de to komponisters bevidsthed Trætte af omstænde- lige, besværlige og senromantisk slyngende sange, ønskede de to herrer at komponere ligefrem og enkel musik For den mere ideologiske baggrund for dette henviser jeg til CD-noten på 1915-CDen Her kan det række at understrege at disse to bind viser blev noget af en explosion i Den Danske Sangskats historie

Laub havde indtil dette tidspunkt egentlig kun komponeret salmer, og den 50-årige Nielsen havde dårligt nok komponeret ”danske sange” før nu Jeg tror mange musik- danskere lever i den illusion at Nielsen hele sit liv var helliget den danske fællessang, men faktum er at han først tog fat på dette store kapitel af sit liv i 50-års alderen

Der var en bølge af fornyelse af den danske sang i Danmark på den tid, og Carl Niel- sen blev dens naturlige profet Ved udgivelsen af den stærkt fornyende Højskolesang- bogs Melodibog 1922 (med Carl Nielsen, Thomas Laub, Oluf Ring og Thorvald Aagaard som melodiredaktører) skete der en revolution, ja en genfødsel af Den Danske Sang, sådan som vi forstår den idag Og de to udgivelser 1915 og 1917 blev de egentlige igangsættere af dens renaissance: enkelhed, ligefremhed, fællessang, sundhed, styrke og djærvhed var nogle af de ord man kunne hæfte på udviklingen

Ved uropførelsen af 1915-hæftet, 13. april, sad sangerne i dagligt tøj på scenen og tog sig skiftevis af de enkle sange. Laub gik højt op i at akkompagnementerne på klaver blev så beskedne og upåfaldende som muligt, så al opmærksomhed gik til text og melodi, I et brev bebrejder han Nielsens lidt for udarbejdede akkompagnementer således:

”Du har tidt nogle gode tanker, som du kaster løst hen, uden at udarbejde dem. Måske er jeg noget pertentlig, men – på den anden side – jeg er vant til den slags ledsagelser fra Mozart, Weyse osv. at se hvordan alle enkeltheder bøjer sig ind under helheden, og at de derved virker til at gøre den klassisk”

Præcis 2 år efter, 13. april 1917, gjorde man præcis det samme, men pressen, der i 1915 havde været ret positiv, havde nu sine betænkeligheder: Gustav Hetsch skrev i Nationaltidende:

”De (to komponister) har hermed fortsat ad en vej, der i Fjor bragte dem Ære og Yndest. Men det synes som det, de denne Gang havde at byde, ikke vil føre dem videre i den retning.” Og Axel Kjerulf i Politiken: ”(CN og TL) ryster selv- følgelig sådanne Småsange ud af Ærmet. Men de ryster lidt rigeligt, og den, der hører paa, sidder den ganske Aften med en lidt flov Fornemmelse af, at det Hele i Grunden er så uendelig ligegyldigt og ens altsammen, og at det eneste bemærkelsesværdige ved de nette små kompositioner er de to Herrers fortræffelige Navne.”

Nu kan De, kære CD-lytter, forvisse Dem om hvor meget anmelderne tager fejl. Lidet forstod de hvilken banebrydende tendens der her var tale om i dansk musik – og hvilken fornyelse!

Niels Skovgaards charmerende danske skønvirke-omslag til de to hæfter pryder også, i let bearbejdelse, omslagene på disse to CDer. Og vi håber meget at vores bestræbelse på at arrangere disse sange for et ganske lille vokalensemble, i troen på at det næsten bedre end originalernes klaver/sang kombination, der i vores øren nu om dage leder tanken for meget hen på tysk liedtradition, kommer nærmest en vise-fornemmelse – den lethed og enkelhed som ophavsmændene netop så ivrigt har efterstræbt.