Sange fra Grænselandet

juni 16, 2020

af Jens Cornelius

Hvor Jylland møder Tyskland finder man et grænseland, der i over tusind år har fungeret som overgang og mødested, men også som stridspunkt. Til tider har grænsen været nærmest usynlig, og andre gange har den været genstand for krig. Men i grænselandet har der altid været en levende sammenblanding af danskere og tyskere, der har levet dør om dør på begge sider af grænsen.

I konfliktfulde tider har fjendebillederne taget over, ikke mindst i Danmark. Sådan var det i 1340, da den danske væbner Niels Ebbesen dræbte “den kullede greve”, grev Gert fra Holsten, der havde taget hele Jylland i pant. Drabet førte til en genforening af hele Danmark under kong Valdemar Atterdag. 500-året for det vendepunkt fejrede man i Danmark i 1840, og Grundtvig skrev heltekvadet Om Danemarks kvide, hvor han satte nye vers til en gammel folkesang.

Fra middelalderen og indtil 1864 inkluderede den danske stat også de sydlige hertugdømmer Slesvig og Holsten med en blandet tysk/dansk befolkning. Situationen blev kompliceret af, at rollen som hertug blev udfyldt af den samme regent, der var konge af Danmark. Da den demokratiske revolution i 1840’erne bevægede sig gennem Europa, ønskede de tysksindede i hertugdømmerne at løsrive Slesvig fra Danmark og indlemme det i det tyske forbund sammen med Holsten. I København ville liberale kræfter derimod opløse helstaten og gøre Slesvig (Sønderjylland) til en del af selve Kongeriget Danmark. Striden førte til de to slesvigske krige i 1848-50 og i 1864.

På krigens første dag i 1848 sejrede den danske hær i slaget ved Bov, og jubelen i Danmark ville ingen ende tage. Dengang jeg drog afsted udkom dagen efter slaget og bredte sig som en løbeild i Danmark. Emil Hornemans fængende marchmelodi og Peter Fabers vittige, flabede tekst om den tapre danske landsoldat gjorde sangen til 1800-tallets mest populære i Danmark. Men krigen var først begyndt, og få uger senere vandt hertugdømmerne, med støtte fra Preussen, en knusende sejr påskedag i slaget ved Slesvig. Carl Ploug skrev Påskeklokken kimed mildt som sørgehymne for de faldne danske soldater, der havde måtte trække sig fra vikingetidens stærkt symbolske grænsemur Dannevirke. Ploug digtede i folkevisestil til en færøsk folkemelodi, der understregede det historiske ved opgøret.

Krigen fortsatte til 1850, og et af de sidste og mest afgørende slag var på Isted Hede i 1850, det største slag, der hidtil var udkæmpet i Norden. Peter Heise og Grundtvig skrev den stærke hymne Det var en sommermorgen om Isted-slagets dyrekøbt danske sejr, hvor soldaterne sammenlignes med sagnomspundne vikingehelte.

Da krigen endelig var forbi, blev der arrangeret en mindekoncert i København ved Rosenborg Slot, hvor man for første gang hørte Slumrer sødt i Slesvigs jord, en hyldest til soldatens død på slagmarken. Melodien var af J.P.E. Hartmann, det officielle Danmarks førende komponist på den tid.

Nationalfølelsen i Danmark var nu blusset op til et hidtil ukendt højt niveau. I fædrelandssangen I Danmark er jeg født, skrevet lige efter Treårskrigen, beskriver H.C. Andersen “bøgens fædreland” og det danske sprog, der er så elsket af sin befolkning. Sangen har fået flere melodier gennem tiden – melodien af Poul Schierbeck er den mest udbredte og bedst egnede til fællessang.

Grænsestriden var dog på ingen måde afgjort, kun havnet i en status quo. Til gengæld var opmærksomheden på Sønderjylland steget kraftigt og kampgejsten ligeså. I den lokalpatriotiske slagsang Du skønne land fortæller Edvard Lembcke om danskernes tætte bånd til Sønderjylland, der viste sig stærkere end tyskernes “magt og list”. Sangen truer med, at Danmark ikke vil være bange for at tage kampen op igen!

I 1864 blev krigen da også genoptaget, og med Slesvig-Holsten støttet af preussiske og østrigske tropper endte opgøret i et totalt nederlag til Danmark. De velstående hertugdømmer, og med dem også 40% af den danske stats befolkning, overgik til Preussen.

Danmark var nu mindre, end det nogensinde havde været, og blev tvunget til at omdefinere sig selv. Nu blev sproget afgørende for den nationale identitet, og også Danmarks natur og kulturminder blev gransket som nationale symboler. Danmarkskortet med landets nye, lille areal måtte studeres på ny. Teksten til Venner, ser på Danmarks kort er uddrag fra en hel bog fra 1889, hvor Christian Richardt gennemgår landkortet over Danmark – inklusive besiddelserne Grønland, Island og De Vestindiske Øer – og slutter ved Sønderjylland. Han bestrider grænsen fra 1864, for historien, befolkningen og sproget viser, at området syd for grænsen er dansk og vil blive det igen.

Digteren L.C. Nielsen valgte i 1901 at tage afsked med 1800-tallets nederlag og byde det nye århundrede velkommen med den optimistiske Jeg ser de bøgelyse øer, som pointerer, at det er folkeslaget og fædrelandskærligheden, der afgør grænserne for en nation. De tanker ændrede dog ikke på, at titusindvis af danskere var havnet i et fremmed land, hvor man så strengt på minoriteter. De dansksindede forsøgte at opretholde deres identitet, bl.a. ved hjælp af fællessang og folkemøder, og sønderjydernes protestsang over dem alle blev Det haver så nyligen regnet, en gammel folkesang, der i 1890 fik ny tekst af historielæreren Johan Ottosen. Sangen fortæller eksplicit om at holde ud og ruste sig til kamp, så Sønderjylland skal blive dansk igen. Da dansksindede sangstævner og sangbøger blev forbudt i Slesvig, kunne det danske mindretal synge den upolitiske variant af folkevisen i stedet for – og tænke sig til resten.

Under 1. Verdenskrig 1914-18 var Danmark neutralt, men over 6.000 sønderjyder syd for grænsen mistede livet i påtvungen krigstjeneste for Tyskland. Dialektvisen Madeleine (Han gik nå o pløje) fortæller stilfærdigt om en sønderjysk bonde, der overlevede tiden som tysk soldat, men ikke kan slippe krigen – heller ikke den franske pige, han fik et glimt af i en krigsfangelejr.

Tysklands nederlag i Verdenskrigen ledte til nyt håb om en dansk genforening med Sønderjylland. Det lyder som et eventyr har vers af den danske nobelpristager Henrik Pontoppidan, den fremragende romanforfatter, som her i et af sine sjældne digte sætter ord på forventningen om, at krigsafslutningen vil virkeliggøre den drøm, som i mere end et halvt århundrede havde virket så fjern.

En folkeafstemning i grænselandet skulle afgøre sagen, og afgørelsen i 1920 var klar: Den nordligste del af Slesvig havde klart dansk befolkningsflertal og blev atter dansk. Sydslesvig og Holsten, hvor der var et flertal af tysksindede, blev tysk. Folket havde demokratisk valgt den grænse, der stadig gælder i dag. “Genforeningen” har siden været den danske betegnelse for grænsedragningen, selv om grænsen aldrig tidligere havde ligget netop dér, hvor den blev lagt i 1920.

Den store nationale begivenhed blev fejret med kolossal glæde i Danmark. Over hele landet rejste man genforeningssten, som stadig kan ses, ofte med indhuggede verslinjer fra f.eks. Grundtvigs Bladet i bogen sig vender med dens korte vers om, at Gud holder hånden over Danmark. Og sønderjyderne fik deres egen “nationalsang” med For en fremmed barskt og fattigt, skrevet af gymnasielærerne A. Egebjerg Jensen og Ernst A. Kiørboe, en hyldest til Sønderjylland, hvis historie og natur elskes højest af dets egne børn.

I 1921 opførte man, let forsinket, en officiel festforestilling på Det Kongelige Teater. Stykket hed Moderen og var skrevet i eventyrstil af digteren Helge Rode, mens Carl Nielsen komponerede musikken. I stykket skal kongens skjald forsøge at finde de danskere, som landet kan bygge en ny fremtid på. Hans store tro til landet og dets folk kommer til udtryk i kærlighedserklæringen til den stærke og smukke danske kvinde Min pige er så lys som rav. Den gennemgående sang i Moderen er den stolte, hymniske Som en rejselysten flåde, der beskriver Danmarks mange øer som en flåde af skibe, parate til at sejle ud i verden med historien som ballast.

Grænsen har ligget fast siden 1920. Ja, landet er lidet fra 1937 minder om de store danske ofre, der skulle til for at få Sønderjylland tilbage. Den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig, 1940-45, kom ikke til at ændre på det, men besættelsen mindede om, at freden aldrig kan tages for givet. Poul Sørensens digt Der står et træ i Slesvigs jord fra 1947 beder om en rolig fremtid for Sønderjylland, mens Minderne fra samme år er skrevet til den årlige kransenedlæggelse for de faldne danskere i slaget ved Isted.

Grænselandet er i dag en harmonisk og fascinerende dobbeltkultur, hvor de nationale mindretal på begge sider af grænsen har egne skoler, aviser og politiske partier, men hvor tosprogethed samtidig er vidt udbredt. Sameksistensen er også internationalt set forbilledlig. Historien gennemsyrer området, mens livet leves i nutiden, og Sønderjylland får stadig nye kærlighedserklæringer i sang og musik. Dirigenten og komponisten Bo Holten skrev i 1993 Sønderjysk sommersymfoni, et værk for kor, solister og orkester i ånden fra Carl Nielsens hyldest til sin egen landsdel, Fynsk forår (1921). Teksterne hos Holten er af den sønderjyske Jens Rosendal, der takket være sine mange sangtekster er blevet en af Danmarks mest populære digtere. Tre af solosangene fra Sønderjysk sommersymfoni arrangerede Holten i 1995 for kor a cappella: Cykletur, Studedriveren og Solen, vinden, regnen og drengen.

Komponisten Bo Gunge fra Ribe lige nord for 1864-grænsen har skrevet tekst og musik til Tæt på stedet, en sang om fred og fællesskab i både det store og det små. Sangen indgår i Gunges opera, Grænsemageren, komponeret til genforeningsfejringen i 2020. Hver dag en ny dag med ord af Pia Juul er skrevet specielt til genforeningsjubilæet på bestilling af Grænseforeningen. Det er en sang om at holde fast i forbindelser og åbne grænser. 100 år efter Genforeningen er sang og poesi stadig en stærk, blid kraft i grænselandet.