facebook logo
Youtube logo

Til glæde og opmuntring – Kirkemusik fra reformationen

25/10/26 - kl 16:00

Sankt Johannes Kirke, Blegdamsvej 1A, 2200 København N

Hvad skal musik egentlig gøre for os?

For Martin Luther var svaret klart. Musikken kunne glæde de bedrøvede, opmuntre de fortvivlede, neddæmpe et hadefuldt sind og sågar fordrive Djævelen. Musik var ikke blot til pynt, men en kraft, der kunne påvirke både krop, sind og sjæl.

Luther havde selv et nært forhold til musikken. Han spillede lut, sang og skrev salmer, og han så musikken som noget af det bedste, mennesket havde fået. Derfor fik musikken også en helt særlig plads i den lutherske kirke efter Reformationen. Nye salmer blev sunget, gamle melodier fik nyt liv, og komponister skabte en rig og mangfoldig kirkemusik til de danske kirker.

I år fejrer Haderslev 500 året for indførelsen af reformationen i Sønderjylland. Bo Holten og Musica Ficta har lavet et fint program til dem, som du også kan høre ved koncerten her.

Komponisterne er blandt andre Mogens Pedersøn, Samuel Scheidt, Bach og også Luther selv.

Det er musik fra en tid, hvor man ikke var i tvivl om, at musik kunne noget med mennesker. Den kunne løfte stemmen, samle menigheden og give trøst og glæde men også sætte de store spørgsmål om liv, tro og død i klang.

Kom og oplev renæssancens kirkemusik.

Medvirkende:

Musica Ficta

Dirigent: Bo Holten