Med eget næb

maj 31, 2021

Til Musica Fictas 25-års jubilæum

Af Jakob Levinsen

 

Da jeg midt i 1970’erne for alvor begyndte at høre musik, forekom specialistensembler for helt gammel musik at være noget meget eksotisk, hvis de ellers overhovedet forekom. Mit særdeles velassorterede lokale musikbibliotek i Lyngby havde selvfølgelig også plader med det tidligt afdøde engelske fænomen David Munrow og enkelte andre udlændinge, men det var så nogenlunde også det. Eventuelle danske aktører på området, i særdeleshed inden for vokalmusik, ville have været nogenlunde lige så sandsynlige at finde på plade som enhjørningens parringskald.

Da jeg omkring 1980 begyndte at gå til koncerter i stor stil og fra midten af 1980’erne også selv skrive om musik i forskellige medier, var det stadig kun lige akkurat begyndt at blive anderledes. Ikke utænkeligt på grund af, hvad man kunne kalde et skandinavisk luksusproblem, nemlig en så stærk tradition for folkelig korsang over et meget bredt felt, heriblandt ganske kompleks og avanceret ny kompositionsmusik, at det i vidt omfang har suget det meste af syngelysten og repertoirenysgerrigheden til sig inden for hele spektret fra cirka barok til modernisme. Næppe tilfældigt var det da også i høj grad i en slags knibtangsmanøvre uden om præcis dette felt, at tingene gradvis begyndte at ændre sig i en kombineret interesse for ellers udgrænsede genrer som middelalder- og renæssancemusik på den ene side og alternativt orienteret ny musik på den anden, ikke mindst med Bo Holten som den måske vigtigste danske iværksætter overhovedet.

I dag har sangen så helt bogstaveligt fået en ganske anden lyd. Ligesom inden for opførelser af ældre instrumentalmusik er det efterhånden blevet reglen snarere end undtagelsen, at vokalkomponister, der for blot få årtier siden var henvist til musikhistoriens bundløse raritetskabinet – endnu i min egen universitetstid først i 1980’erne var Carlo Gesualdo primært kendt som ”fyrsten, der blev morder” – bringes ud til et bredt publikum gennem originalt kuraterede koncertprogrammer og indspilningsprojekter. Hvis da ikke de også som i Musica Fictas nu 25-årige tilfælde kombineres med den folkelige danske sangskat på alskens kreativt turnerede aftapninger – eller med helt nyskrevet musik.

De små vokale og instrumentale specialistensemblers betydning for koncert- og cd-repertoiret, for ikke at sige den musikalske almendannelse, i Danmark gennem den sidste halvanden generations tid kan ikke overvurderes. Men i en vis forstand kan ensembler som Musica Ficta og valgbeslægtede kolleger siges at have lige så stor betydning ved slet og ret at findes. Altså ikke alene i kraft af at udvide det musikalske repertoire og måderne at fremføre det på, men også ved at vise nye måder at opføre og opleve musik på som sådan.

Til at begynde med muligvis primært af nød – ville man opføre gammel og/eller alternativ ny musik, var man pisket til at gøre det selv – men efterhånden stadig mere af princip og lyst er de små, mobile specialistensembler med hver deres skarpe kunstneriske profil nemlig mere og mere kommet til at stå som en slags kompositionsmusikkens rockgrupper. Forstået på den måde, at det modsat de store musikinstitutioner som operahuse, orkestre og mediehuse ikke primært handler om at bevæge sig inden for et standardrepertoire og holde fast i et stort publikum, men snarere om at etablere sin helt egen profil og sit eget kernepublikum, for ikke at sige sine egne fans. Selv ældre ensembler som strygekvartetter og kammerkor har stadig overvejende bevæget sig inden for en ret afgrænset fællesmængde af kernerepertoire og lejlighedsvise uropførelser, snarere end at så at sige komponere deres egen lyd og karakter.

Hvor for eksempel to traditionelle strygekvartetter ligner hinanden i nærmest alt andet end musikernes udseende, gør derfor to vokalensembler i Musica Ficta-formatet det typisk overhovedet ikke. Selve tilgangen til gammel musik, valget af særligt interessante komponister og måden at kombinere gammel og ny musik på kan rask være væsensforskellige. Det samme kan koncertformerne, ensemblernes publikum og deres måde at kommunikere med dem på.

Frem for alt er de autonome ensemblers grad af frihed nærmest helt konkret til at høre. Hvor selv nok så ærværdige og velmeriterede store institutioner og ensembler er underlagt tunge beslutningsprocesser, mere eller mindre vilkårlige budgetforhold og politiske manøvrer, er de mindre ensembler i helt anderledes grad i stand til at bestemme selv og skrue ned og op for ambitionsniveauet efter behov, tage chancer, specialisere sig og eksperimentere på livet løs i alle mulige retninger. Det er muligvis ikke nær så sikkert, men til gengæld højst sandsynligt en del mere trygt.

I stedet for som lønmodtagere i store institutioner blot at skulle flette næbbet, har de skabt sig mulighed for at synge og bide fra sig med hver sit og på stadig nye steder og måder. Og når de runder store jubilæer som nu Musica Fictas første 25 år, udspringer det også af egen vilje og nysgerrighed. Det begreb fra gammel musik, som ensemblet har navn efter, betyder netop ikke at fiksere musikken, men tværtimod selv tilføje den noget.

 

Jakob Levinsen (f. 1960) er forfatter, oversætter og musikskribent. Han har bl.a. skrevet oversigtsværkerne ”Den store musik” (1999), ”Den store sang” (2001) og ”Verdens 25 bedste klassiske plader” (2003) samt monografierne ”Børn, skab nyt!” om Richard Wagner (2013) og ”Den liflige musik” om Richard Strauss (2014).