facebook logo
Youtube logo

Carl Nielsen og den danske sangskat

20/07/20 - kl 20:00

Bordesholm Klosterkirke, Wildhoffstrasse 7, Bordesholm

Carl Nielsen nyder stor yndest i den danske befolkning, – han er kendt af hver og en, lille som stor. Og det er ikke på grund af hans symfonier, operaer, kvartetter eller klaverværker. Næh, det er på grund af hans folkelige, enkle sange. Da Carl Nielsen var 50 år gammel, i 1914, fik han et brev fra vennen Thomas Laub, organist i Holmens Kirke i København gennem næsten 40 år, hvor han opfordrede Nielsen til at de sammen skulle komponere og udgive en serie nye danske viser, der skulle være for alle danske at synge. Der udkom to hæfter i 1915 og 1917 og begge blev begejstret modtaget af publikum. Snart blev de sunget rundt omkring i hjemmene, i forsamlingshusene og ved fællesarrangementer hvor mange danske var forsamlede i forskellige officielle eller familiære anledninger. Selv idag indledes mange møder, bryllupper, begravelser, barnedåb, familiefester eller valg-begivenheder med at der afsynges en ”dansk sang”.Carl Nielsen blev hovedmanden bag alt dette. Han komponerede ikke bare alle de bedste folkelige sange, han stod også i spidsen for det omfattende udvalgs-arbejde der skulle til før udgivelsen af Folkehøjskolens Melodibog endelig kunne udgives i 1922, – som et barn af den Genforening af Danmark med Nordslesvig som vi fejrer i 2020. Mange danske komponister og digtere begav sig ind i dette område med radikale, folkelige sange. Og repertoiret udviklede sig explosivt.Den danske sangskat som vi forstår den idag, og som er en spræl-levende tradition i børnehaver, skoler, universiteter, familier, institutioner og politiske manifestationer er ganske unik for Danmark, og det er Carl Nielsen, både som komponist og organisator, som står som den store landsfader og inspirator. Uden ”den danske sang” havde Carl Nielsen bare været et navn i danske øren: nu er den en mængde pragtfulde melodier som lever i danskernes sjæl.

Bo Holten 

Medvirkende

Rebecca Forsberg Svendsen Daniel Carlsson Marie Louise Odgaard Eva Wöllinger-Bengtsson Lauritz Jakob Thomsen Christine Nonbo Andersen Josef Hamber