facebook logo
Youtube logo

Petri Tårer – by Lassus

19/04/07/ - kl 15:30

Sankt Nicolai Kirke, Gerritsgade 5, 5700 Svendborg

Lassus’ tonesætninger af ”Petri tårer”om Peters anger over tre gange at have forrådt Jesus, viser komponisten fra den mest mystiske, ydmyge, men samtidig farverige og originale side. Det var i de sidste leveår, at Lassus helligede sig kompositionen af 21 syvstemmige satser, hvoraf de 20 første er tonesætninger af Luigi Tansillos ”Lagrime di San Pietro”. Disse bodfærdige tekster, der i originalen løber til over 1000 vers, var uhyre populære i slutningen af 1500-tallet som opbyggelig læsning.

I fortolkningerne af de 20 strofer træder mesteren frem: som Beethoven i sine sidste kvartetter, Mahler i sin 9. symfoni og Wagner i Parsifal sammenfatter Lassus et langt musikerlivs erfaringer 
i en sublim og timelang ytring af stor udtryksstyrke. Som epilog til de tyve satser har Lassus selv digtet teksten til den latinske motet“Vide homo”, som dybt bevægende kroner og afslutter et formidabelt livsværk af afklaret skønhed og serenitet. Selv skrev Lassus om sit værk: ”Ligesom dagen er smukkest ved solnedgangstide, så har jeg måske præsteret noget af mit smukkeste her i mit livs skumring”. Tre måneder senere var Lassus selv borte.

Musica Ficta har i mange år dyrket denne måske største komponist fra slutningen af 1500-tallet. Han mestrede både den verdslige og kirkelige musik, og på en måde får vi her en blanding. For de 21 kompositioner er hvad vi kalder “åndelige madrigaler”, altså et verdsligt tonesprog, men med religiøse tekster. Madrigalerne er blevet et af Musica Fictas specialer særligt siden vi i 2016 modtog en stor bevilling fra Beckett-Fonden til at forske i dette specielle repertoire. Nu forener vi det hele i en stemningsfuld og dramatisk påskekoncert.

Medvirkende

Tobias Aabye Dam Eva Wöllinger-Bengtson Lauritz Jakob Thomsen Christine Nonbo Josef Hamber Rasmus Kure Thomsen